Dagen sluttede på Hotel Löwenstein i Lich, omkring 40-50 km nord for Frankfurt. Vi var vidner til festStimmung i bistroen – karaoke og Happy Hour – en stor kontrast den lange dag på autobahn. Vi gik trætte i seng, glade for endelig at være fremme. Første dag sydpå havde sat sine spor på unge og gamle kroppe.

Inden da havde vi spist aftensmad på den fine restaurant i Göttingen. Maden havde bekommet os, men der var skuffelse at spore hos ham, der betjente os: Kun én bestilling på schnitzel.

Hele dagen havde vi kørt sydpå, ned ad den tyske betonstribe. Gennem Hannover, Hamborg, over grænsen- med masser af trafik og køkørsel. Men humøret i bilen forblev højt. Anna havde taget spændende snacks med fra Tokyo, Mette havde bagt fantastiske boller, og Pernille leverede legendarisk gode pizzaSchnecken – formentlig bedre end sidste års. Vi spiste og grinede, fordøjede og holdt pause ved rastepladser, hvor der blev strukket ben, tanket og tisset.

Før vi ramte autobahn, havde vi samlet hele holdet. Sidste stop var Skinderbro, hvor vi – efter en kop kaffe og gensynsglæde – var fuldtallige omkring kl. 11:20. Anna og Søren havde overnattet i Aabenraa efter Annas hjemkomst fra Japan i går.

Tidligere på formiddagen havde Galaxy med Bertil, Pernille og dagens dagbogsskribent samlet Mette og Anton op i Aaby. Anton friskklippet (3 mm) og klar. Sommerferiens første rigtige åndedrag – lørdag morgen.

Peter

Rising up – søvndrunkne oven på gårsdagens køretur og karaokeaften på hotel/shishalounge Löwenstein i Lich, men efter en morgenmad med friskbagt Brötchen fra bageren, kiwiyoghurt og blødkogte æg (der liiige skulle have 10 min mere i gryden, før de blev helt rigtige), var vores helte klar til dagens strabadser på Autobahn.

Back on the streets – med tre baner helt for sig selv hele vejen til Frankfurt am Main gik tures første etape upåklageligt. Vores hovedpersoner fandt en MC klub på fire medlemmer der eskorterede os det meste af vejen til Schweitz, fik sandwich med Räucherlachs fra Nordsee til frokost, og syntes egentlig at have skudt en papegøje ved at bide turen syd på over i to for første gang i mands minde.

Out on the heat – selvfølgelig kunne heldet ikke holde hele vejen. Dette års biluheld gik ud over A/C’en, der måtte give op i kampen mod det sydtyske sommervej – mindre livstruende end et løst hjul, mindre turstoppende end et dødt batteri, men helt ubemærket gik det dog ikke hen.

Went the distance – på trods af hedebølge i bilen og skoldninger på bagsædet nåede vores protagonister dagens mål i form af Hotel et Spa Beau-Site i Saint-Jean-de-Sixt inden poolen med udsigt over den smukke alpedal lukkede.

Hanging tough, staying hungry – hotellets restaurant viste kulinarisk passion og glory på afhensbordet; der blev serveret tørret skinke med melon, cornichoner, smør og salat til forret. En himmelsk smørstegt ørred med ratatouille og hjemmelavet tagliatelle til hovedret. Et udvalg af lokale oste før en dessert af bestående af en rominfuseret, luftig marcipan bolle med flødeskum og frisk fugt (leve franskernes spisekamre).

Straight to the top – mætte og trætte måtte vores helte dog til sidst krybe til køjs for at være klar til turens første vandredag – enten over Tête du Danay eller via Pointe de Beauregard.

/S – Eye of the tiger!

Kære dagbog
Nu kan vi ikke trække den længere: vi er kommet til ugens første vandretur. Der er lagt i kakkelovnen til 13 km med 800 op/700 ned. En kort tur, som ligger godt til de lette bjergbestigere!

MEN FØRST: gruppen samledes til morgenmad kl 7:30. En morgenmad som måske ikke helt levede op til gårsdagens aftensmåltid. Men det var fransk som bare ind i *******: en sort kaffe, crossaint og en smøg. Ej der var også baguette med ost og skinke. Og æg man selv skulle koge?! Et måltid som jeg forventer, at vi skal møde adskillelige gange på denne tur.

NÅÅ. Afsted, efter madpakkeuddeling (mere info later!) og solcremeindsmøring. Efter 1 km på asfalt drejede vi af på en snæver sti, steep ascend, og de første 500 højdemeter blev hurtigt tilbagelagt. Turens midtpunkt var en top (ca. 1700m) med panoramaudsigt over områdets bjerge og landskab, dog ingen Mont Blanc (endnu???). Der blev uddelt japanske svampesnacks – arigato🤝🫡🙏🏼.

Herfra gik det mest nedad, og efter en time fandt vi frokosten frem. Et stk. mean lean machine-cold cut svinekød og en baguette med en side af ris i sennepsdressing. Lækkert, men også LEAN LEAN LEAN.

På sidste del af turen blev Mor væk, men Far fandt hende igen heldigvis. Nedstigningen bød på ømme knæ. Vi ankom til Hôtel la Montagne, La Clusaz og fik en kaffe/sodavand/limonade og et slag kort og så Vingegaard og Pogacar kører over stregen sammen.

Aftensmaden stod på mere clean lean cut of a piece of swine, som fik en blandet modtagelse. Heldigvis var der dog forretsbuffet med macaroni ad libitum.

Godnat dagbog! Vi håber, at knæene ikke er for ømme i morgen, og at vi ikke selvskal lave vores æg!

Anton

Det er en stille tirsdag morgen i Frankrig. Rytterne holder hviledag, det gør familien Orm ikke.

En analyse af: mulige fejlkilder som ledte til, at familien Orm smed etapesejren (og den gule trøje) til familien Norge.

7:30: Det er ikke morgenmaden, som taber os sekunder. Vi er de første i buffen, hvor dagens brændsel består af æg: Anna spejler, Mette koger alt for lidt 😞

8:30: Det er heller ikke dagens pique niquie, som taber os sekunder. Den er frisksmurt, og vejer ca 200 gram lean meat machine mindre end i går. Vi sparer altså både vægt og omkring et kvarters færre tyggekræfter.

9:30: I busturen mod etapestarten møder vi familien Norge. Peter Orm chattet venligt med vores rivaler.

Etapen: Familien Orm starter selvsikkert med at erobre den gule trøje, og er så overlegne, at vi allerede efter få kilometer gør os et (dårligt)kaffestop, og lader Norge overhale. Vores selvsikkerhed får os til at vælge den lange af dagens vandreruter, hvor vi lynhurtigt overtager førertrøjen igen. Endnu et stop! Endnu en kaffe: turens hidtil bedste!! Nu overhales vi igen af et Norge i udbrud. Peter deler snøfler ud under bordet, og vi får energi til at sidde på hjul. Vi nærmer os slutningen på etapen uden at have tabt betydelige sekunder. Vi står lige foran en etapesejr, og tager nu (set i bakspejlet) et dårligt valg: vi vil se kalvens første skridt.

Vi er fremme. Norge vandt:(

Vi ankommer som de første til aftenmåltiden. Der serveres en protein-rig forret (linser, bacon, æg) og hovedret (pølse, pølse, polenta). Vi er stadig sultne, og ingen tør spørge efter mere brød. Heller ikke Søren. Heldigvis har han lange arme: mon tjeneren overhovedet opdager, at 3 ud af 5 af baguetterne er væk. Alt den brød koster os meget tid, og vi får serveret creme brulee som de sidste:(

I morgen lader vi Norge beholde den gule trøje, og sætter i stedet næsen mod den prikkede!

M / sportskommentator

Tredje vandredag startede på vores hotel med morgenbuffet – æggene bliver stadigvæk kogt på egen hånd, denne gang dog med 100 grader varmt vand (upgrade!!). Dertil blev der smagt på superfood aka energimærke A aka æblemos. Lunsj pakete – pique nique – fik vi med, desværre ikke bestående af gårsdagens pøller, men en ond sandwich, kage, æble, og mere æblemos.

Efter at have børstet morgenmadskrummerne ud af gedeskæget gik ruten mod col colombiere. Eller, vi gik ca 400 meter, da Pierre var blevet glemt og skulle hentes. Dertil er vandrestav nr. 2 blevet døbt Colette. Ruten i dag stod på ca. 13-14 km med godt 900 højdemeter, og efter en nogenlunde blød opstart gik det opad. Benene, der her på tredjedagen har pådraget sig diverse skavanker i form af ømme akillessener, forslåne for-ankler, ødelagte lægge, mm kom godt efter det.

En kort pause ved en højt liggende sø med salamandere / firben / haletudser / uidentificeret firbenet amfibie bød på flere japanske snacks, inden den sidste stigning. Som de bjergeder vi er, tog vi bukken ved hornene, og puklede op til saddelpunktet, hvor vi legede find Holger med ??? antal gemser gemt på klippevæggen. Frokosten holdt lidt længere henne med udsigt til et skydækket Mont blanc, et 200 meters fald foran os og et 600 meters fald bag os. Efter vi havde bekæmpet den værste højdeskræk skulle vi nedad igen.
Netop som bestigningen begyndte dukkede en ornli stor ørn op 🦅 alle var meget begejstrede, og nogle modkørende franskmænd virkede til at have løbet rundt efter den.

Eftermiddagssolen ramte på nedstigningen, som resulterede i røde isser, skuldrer og nakker, men ned kom vi, helt uden fald (dog 2 near-miss). Pitstop med kaffe og limonade-sorbet-drink og en juice der måske/måske ikke var ingefær i???, og sidste stræk tilbage til hotellet, der bød på intet mindre end 2 demi-sec ko-kasser.

I løbet af eftermiddagshvilet bevægede Søren og Anna og gammel 1 og 2 sig ud på opdagelse i Village Vieux og byens butikker, hvilket resulterede i en portion lokal stolthed til Søren og Anna: tartifletten. Glade og mætte efter at have indtaget den lokale delikatesse afventer de aftensmaden, som til deres store overraskelse byder på endnu mere tartiflet. It was in this moment they knew they’d fucked up. Med en forret af cold cuts (læs: pålæg), hovedret af tartiflet, og dessert of sorbet (soufflé?) samt en meringues på rundtur er flokken blevet spist af og takker af for endnu en god vandredag.

Anna

Del 1:
Fra første skridt var der regn. Efter at Pernille havde fået sin stok, fulgte vi de pileformede tegn.

Først opstigning viste sig at være en vanskelig sag. Der var skyer, smat og slimede sten, og så var det blevet Store Gededag.

Efter meget traven lod vi os synke ned i liggestole, som var det en plads i solskin i Graven. Lac de Lessy var en helt grøn sø, og senere blev Mette bidt, så hendes knæ begyndte at klø.

En venlig skygge inviterede os på hygge.
I ly fra solen kunne vi spise frokost trygge, og Søren fortalte om de virtuelle ting, som han kunne bygge.

Ligesom livet bød resten af vandringen på optur og nedtur. Mon ikke at vandretur er den bedste kur mod ikke at kunne tage en lang lur. I hvertfald gik Anton forrest det meste af turen. Han tænkte nok på luren, han kunne tage, efter at have set Touren.

Der var ro og harmoni indtil Anna fik allergi. Måske findes der en pjece, der fortæller hvordan man kurerer en snottet næse.

Del 2:
På hotellet blev vores næser lange. Pogacar smuttede fra Vingegaard som en friskt firben, der flygter fra en sulten slange. Udenfor underholdte unge mennesker deres forældre med middelmådig underholdning og sange.

Bjergene på vejen havde været store,
og til middag viste Peter sin tricolore
på låret. Som et plaster på såret,
fik vi lov til at spise fåret. [red.: Lam]

Til sidst skyllede natten ind over Bertil. Jeg tror, at vi i morgen er klar til en dag mer’ til.

Bertil

Det er faktisk lidt svært at komme i halen af alle de flotte beretninger og beskrivelser. Det har også været en virkelig god vandretur. Fin sværhedsgrad teknisk. God hjælp fra Pierre til den gamle kone på turen 😃. En ret pæn dagstur alle dage – jævnt fordelt på dagene. De fleste dage også lidt længere ture, end jeg tror, vi havde regnet med. Der har været godt humør alle dage, samt gode ben – vigtigt og ikke at forglemme. Der har været rigelig brug for solcreme, varmt, men ok.

Turens sidste etape var – næsten – hele vejen i skygge. Og det var godt. Vi startede ud i taxa. God og velkørende bil 😊, hvilket er en god egenskab for en bil ☺️. Og vi kom ud af bilen helt i rette tid til det sted, vores vandretur startede. Det gik naturligvis opad til en start, det gør den slags ture. Vi kom op og fik en fantastisk udsigt til Mont Blanc og Lac Annecy. Vi mærkede hurtigt, at vi var tæt på en storby, der kom mange mennesker op og ned, og der var også flere ‘falske’ stier, så opmærksomhed på at tage den rette. Dagens lunchpakete var også den bedste i hele ugen – og tilmed den billigste – fornemt indkøbt af Anton og Mette 🤩.

Undervejs var vi nogle, der håbede, men dog ikke længere fuldt troede på, at Jonas V. kunne sætte Pogacar på plads. Jonas V. kørte dog en rigtig fin enkeltstart, den kunne man ikke sætte fingeren på. Men Pogacar kørte alligevel hurtigere. Gad vide, hvad den nærmest umenneskelige Pogacar har i sin drikkedunk? Eller faldt han i trylledrikken som lille? Ref. Asterix, vi er jo i Frankrig.

Da vi kom forbi Lac d’Annecy tog de fleste en dukkert i det ferske vand – som lokalt blev saltet op 😅🥵. Det var dejligt og velfortjent.

Hotelværelserne var skarpe – med altan og lilla lys på badeværelserne (natlys?)- ikke alle havde dog fungerende A/C til natten, det var en udfordring 😟. Hvad var en endnu større udfordring var, at bilen, der hastigt nærmer sig pensionsalderen – i hvert fald for længere udlandsture – ikke ville starte i St. Jean de Sixt 🤨🤬. Der stod Søren og Anna med håret i postkassen. Heldigvis med hjælpsomme franskpersoner i nærheden. Rygtet ville vide, at den havde været ude at køre i løbet af ugen. Så hvad var der sket? Hypotesen var længe, at noget elektrisk havde været tændt og tappet batteriet for strøm. Men måske var det endnu værre end blot batteriet… 😳

At gå i stå på et hotel er så ikke det værste trods alt. Der er mad, og evt også en seng, skulle det gå så galt. Men da kokken var færdig med at lave mad, fik han slæbt bilen op på toppen af bakken i byen, og så gik motoren endelig i gang på vej ned. Og bilen med Søren og Anna og undervejs også Sørens pung kunne trille til Annecy.

I mellemtiden brugte de resterende vandre-personer tiden på at få et bad samt finde den nærmeste og bedste 3 retters menu. Ikke alle fik helt det samme at spise. Men nogle af os fik i hvert fald ørredfilet forklædt som laks. Nok lidt overstegt – efter Skagenfood’s kriterier. Men overordnet set var maden god og mættende. Serveringen var relativt langsom – pænt sagt, så der var god tid til at tale/skrive med diverse bilforsikringsfirmaer, Søren og Anna i St. Jean de Sixt samt studere franskpersoner på restaurant med små børn uden tryllebindende skærme undervejs. Imponerende, at de kan og gør det.

Alle var trætte, og i seng kom vi langt om længe, og nogle af os drømte søde drømme om en bil, der startede næste morgen uden problemer 🙏😴.

Pernille

Vi var klar ved morgenmaden kl. 7 på vores 4-stjernede hotel Carlton, indtog delikatesser med fornyet håb. Gårsdagens bilproblemer var bag os, troede vi. Men skæbnen havde ikke sagt sit sidste ord.

Da bilen skulle startes i hotellets garage, nægtede den igen at makke ret. Ford i Danmark blev kontaktet. De lovede hjælp inden for 2 til 3 timer.

Heldigvis dukkede hotellets receptionist op – fra Barcelona, og tydeligvis med et dobbeltliv som mekaniker. Med et teatralsk trylleslag og en fod på bremsen fik han bilen i gang. Magi? Teknik? Jeg spurgte ikke.

Bilen pakkede næsten sig selv, og vi satte kursen nordud af Annecy. Først Frankrig. Så Schweiz. Og til sidst op gennem Tyskland med skiftende chauffører.

Det var en hed dag. Over 30 grader. Så ruderne blev rullet ned og der var fuld gennemtræk med 120–140 km/t – AC’en havde jo allerede givet op for en uge siden.

En mislyd var begyndte at synge med fra motoren. En sagte, men bekymrende lyd, der gjorde sig mest bemærket, når vi holdt stille. Vi gjorde, hvad ethvert menneske ville gøre: Vi ignorerede den. Indtil vi ikke kunne mere.

I Göttingen Öst holdt vi pause – og genoplevede et “nostalgisk minde” fra sidste uge: Restauranten ved motorvejen (nu den østlige side) serverede Vegetar Cheeseburgere til hele banden – i dag gik alle all-in.

Imens vi ventede på vejhjælpen (igen), blev legepladsens bæreevne testet.

Der ankom en flink mekaniker fra tysk vejhjælp. Konstaterede at der manglede 3 dl vand på køleren og at kileremmen var defekt. Kunne ikke garantere at vi kunne komme helt til DK med en defekte rem. Foreslog at vi kørte bilen på værksted i Göttingen og fik den repareret på mandag!

Der fulgte lange snakke med Ford Danmark, SOS International og Tryg Vejhjælp Europa, hvorefter vi kunne indlogere os på hotel i hyggelige Göttingen med lovning på, at vi i morgen kunne aftale erstatningsbil. 

Hotel Eden **** blev vores ly for natten. Varme, trætte og alligevel med højt humør sluttede vi dagen. 

Peter

Og sådan gik det altså til, at vi endnu et år kom afsted på vandretur. Endnu engang et unikum – og dog igen genkendelig.

Vi kørte sydpå igen, men opbrød for første gang turen i to. Der var problemer med familietanken igen, men vi måtte for første gang efterlade den syd for grænsen. Der var svigerdøtre med på vandreturen igen, men for første gang genvandrende kærester.

Vi puklede igen rundt på bjergtoppe, spiste lunjs paketer med udsigt, åndende den tynde luft og fik endnu engang stillet vores bjergsultne vandrelyst.

Vi byttede kaspress og kålsuppe ud med crème brûlée, sagde salut til servus og sov liiidt længere, end vi har gjort på andre ferier.

For at fortællingen kan afsluttes som det hør og bør sig, må vi her lade spillets sidste brikker finde sine retmæssige pladser.

Som allerede hintet til, er Ford’en efterladt i Göttingen – mon det var sidste køreferie efter 14 års tro tjeneste? Har den handlet i Kvickly extra for sidste gang? Får vi den at se igen?

I stedet tog til tider overfyldte toge os resten af vejen nordpå. I Rødekro blev Søren og Anna byttet ud med sandere fra Lagkagehuset og Danmarks beste trøfler (gad vide hvad de andre unger kan byttes for?), og alle nåede hjem til deres mandagsaftaler: Mille skulle hentes i Odder, fire styks visdomstænder skulle trækkes ud i København og Århus sundhedsproblemer skulle fikses i Skejby.

Og nu kan du, kære læser af disse rejseskitser, altså læne dig tilbage og beundre det færdigtlagte puslespil. Måske var du selv med på turen og husker dig tilbage til Hôtel la Montagne med sine tusindvis af blomster på terrasserne, eller på de skyer der voksede ud af bjerget under Aiguille Verte mens vi vandrede forbi. Måske er du udelukkende blevet ført med på ruten af denne dagbog og må lade din fantasi digte videre på vores alpevandringer – og måske du skal afsted på dine egne snart?

Om ikke andet er der blot til slut at sige, tak for at følge denne fortælling med til dørs, men nu bliver jeg nødt til at smide dig ud. Forsat god sommer, vi håber du kommer igen.

/s